Foreningen og byens historie

 

 

Foreningen og byens historie

 

Håndværkerforeningen for Hørsholm og omegn blev stiftet d. 6. april 1899, og er altså i dag en gammel traditionsrig forening med et ungt sind.

I 1739 samme år som Hirschholm Slot stod færdigt blev Hørsholm i et dokument fra Kong Christian d. 6 gjort til en købstad. Hørsholm skulle være residensby, der skulle være en værdig baggrund for slottet, og som skulle befolkes af købmænd, håndværkere og andre, der kunne betjene hoffet.

Hørsholms borgere havde desuden ret til at drive håndværk og handel, men de skulle til gengæld betale forskellige skatter og afgifter til staten.

Kongen var dog så ivrig efter at trække folk til Hørsholm, at de nye borgere blev lovet skattefrihed i hele 20 år, og for at fremme tilflytningen endnu mere, tilbød dronningen snart efter gratis byggegrund samt økonomisk støtte til alle, der ville bygge hus i byen. Eneste betingelse var, at der blev muret med rigtige mursten og at der kom tegl på tagene - byen skulle så hurtigt som muligt blive en præsentabel slotsstad.

 

Alligevel gik det kun langsomt med byggeriet; selve Hørsholm by bestod knap nok af mere end et par snese huse, da Hirschholm Slot blev opgivet og revet ned i årene 1810-12.

 

Kun 87 år efter slottet blev revet ned blev Håndværkerforeningen for Hørsholm og omegn stiftet, men der var også nok at tage fat på.

 

Håndværkerforeningens medlemmer har altid været aktive i udviklingen af byen og omegnen, og i første del af 1900 tallet blev Hørsholms primitive veje rettet ud, gjort bredere, forsynet med fortove, suppleret med nye veje og stier, som medvirkede til at gøre kommunen til et samlet hele.

 

Kloakforholdene blev også forbedret og vi fik et moderne rensningsanlæg. Senere kom anlægnings arbejder som Rungsted Havn, golfbanen, Stadion, tennisbaner i Hørsholm og Rungsted, Ridehuset, Jagt- og skovbrugsmuseet, Hørsholm Egns Museum, Sportspladsen i Usserød. Anlæg som trak mange nye skatteydere til egnen, hvilket dannede baggrund for opførelsen af mange smukke boliger udført af vores dygtige håndværkere. Mange af disse anlæg blev udført i perioder med meget stor arbejdsløshed, og medvirkede dermed til at opretholde en dygtig håndværkerstand her på egnen.

 

Teknisk Skole på Rungstedvej, som indviedes i 1906, er et kapitel for sig i foreningens historie. Indtil skolen blev nedlagt i 1962, havde flere hundrede lærlinge fra egnen modtaget undervisning der. I dag varetages lærlingenes undervisning b. la. af Erhvervsskolen Hamlet i Hillerød. Vores lokale teknisk skole hørte i hele sin ”levetid” under Håndværkerforeningen. Her kunne skolen trække på god ekspertise udover skolen faste lærer, som hovedsaligt var lokale skolelærer, håndværksmestre og arkitekter.

 

I 1920’erne havde håndværket et opsving i Hørsholm og Håndværkerforeningen var i høj grad med til at præge byens udvikling. I dag hvor håndværket atter har et opsving, er der mange af foreningens medlemmer, der sætter deres præg på nybyggeri, og renovering af byen og omegnens gamle bygninger.

 

Læs vedtægterne for Håndværkerforeningen for Hørsholm og omegn

 

Formænd

1899 – 1900: Smedemester R. Jensen

1900 – 1904: Malermester C. R. Mathiasen

1904 – 1908: Glarmester E. Guhle

1908 – 1911: Murermester H. Pedersen

1911 – 1918: Skræddermester L. Sørensen

1918 – 1943: Entreprenør Alex I. Hansen

1943 – 1951: Urmagermester J. Dupont

1951 – 1971: Entreprenør Frede Hansen

1971 – 1976: Malermester Ole Mathiasen

1976 – 1982: VVS-installatør Børge H. Pedersen

1982 – 1995: Tømrermester Jens Venø Nielsen

1995 – 2004: VVS-installatør Bent Gottfredsen

2004 – 2017: Tømrermester Johnny Handreck

2017 - : Murermester Lars Christiansen